Ann-Mari Grønbæk

By ikast
Alder 37 år
Stilling Farmakonom og næstformand
Arbejdssted Herning løve / Farmakonomforeningen
Opstilling

Stiller op som: Bestyrelsesmedlem/bestyrelsessuppleant

Præsentation af kandidat

Bestyrelsesmedlem/suppleant
Ann-Mari Grønbæk – et sikkert valg

Derfor stiller jeg op: Pension er en hjertesag for mig. En god pension er helt afgørende for, om der er råd til at leve livet aktivt og sjovt også i seniorårene. Vi har fortjent en god pensionsordning. Jeg både kan og vil gøre en forskel, og ved hvad jeg går ind til. Jeg er nemlig godt inde i pensionsområdet og har repræsenteret farmakonomerne i pensionskassens bestyrelse de sidste 2 år.

Mit mål: Farmakonomer i alle aldre skal have en tryg og sikker pensionskasse – både nu og i mange år ud i fremtiden.

Hvorfor er det med pensioner svært? Vi bliver ældre og ældre. Det er dejligt, men betyder også, at pensionsopsparingen skal holde i flere år. Renterne er lave. Det kender vi alle fra vores egen private bank. Desværre kan man ikke med lave renter regne med helt så store afkast de næste år. Jeg er heller ikke helt sikker på, at man i fremtiden i samme grad kan regne med de offentlige pensioner.

Det rammer samlet set alle, men især de yngre generationer. Der er stor forskel på de pensioner, der bliver udbetalt i dag og dem de yngre generationer kan se frem til. Hvis det skal ændres, skal pensionskassen både have gode indbetalinger, investeringer og lave omkostninger. Alt i alt er der udfordringer nok at tage fat på.

Hvem er jeg: Jeg er glad for vores fag, og går op i, at vi som farmakonomer har ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Derfor er jeg aktiv i Farmakonomforeningen – hvor jeg har været næstformand de sidste 3 år og har siddet i hovedbestyrelsen i 7 år. Der arbejder vi for at øge pensionsindbetalingerne via vores overenskomst. Ellers er jeg 37 år og arbejder på 11. år på Herning Løve Apotek. Jeg er altså apoteksfarmakonom og er glad for det.

Håber på din stemme: I løbet af livet indbetaler vi en stor del af vores hårdt tjente penge til pension. De penge skal yngle og de skal passes på. Det vil jeg gerne fortsat være med til, så jeg håber, at du stemmer på mig.